Ved tilmelding til AMU kurser skal overholdelse af nedenstående vilkår bekræftes af tilmelderen.

Regler for optagelse på AMU kurser

Al tilmeldelse til AMU-kurser skal ske via efteruddannelse.dk.

Optagelsesbetingelserne til AMU kurser fremgår af LBK nr. 381 af 26.03.2010, som kan findes på dette link.

Heraf fremgår bl.a., at personer med fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet har adgang til AMU kurser. Ved fast bopæl forstås at pågældende bor her i landet og har dansk cpr. nr. Ved beskæftigelse forstås, at pågældende er beskæftiget i en virksomhed med hjemsted her i landet, dvs. er ansat til mod et vederlag at præstere en arbejdsydelse til en virksomhed, som udøver aktivitet fra et fast forretningssted her i landet.

Der gælder særlige regler for indbyggere i Grønland og på Færøerne, idet de kan deltage på AMU kurser, men der kan ikke udløses taxametre til skolerne, hvorfor det sker mod egenbetaling. Der er heller ikke mulighed for opnåelse af VEU godtgørelse eller Kost og logi for disse personer.

Der udløses ikke taxametre til kursister, som har en uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse. Der opkræves derfor fuld deltagerbetaling fra kursisten eller dennes arbejdsgiver. Oplysning om uddannelsesniveau skal oplyses ved tilmelding.

Regler for opnåelse af refusion til ’Kost og logi samt befordring’
Af loven fremgår i § 21: Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der hverken er berettigede til dagpenge eller ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark, kan opnå tilskud til kost og logi ved indkvartering og til dækning af udgifter til befordring ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, og ved deltagelse i individuel kompetencevurdering efter denne lov.

Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelse efter stk. 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt de sidste 5 år.

Stk. 3. Tilskud til kost og logi bortfalder helt eller delvis, hvis uddannelsesstedet yder kost og logi.

Stk. 4. Deltagere i uddannelse, i vurdering af basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik og i vejledning i tilknytning hertil eller i individuel kompetencevurdering efter denne lov, der foregår på den virksomhed, hvor deltagerne er ansat, kan ikke opnå befordringstilskud.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at tilskud til kost og logi og tilskud til dækning af udgifter til befordring til enkelte uddannelser, grupper af uddannelser eller uddannelser tilrettelagt under bestemte former eller individuel kompetencevurdering efter denne lov nedsættes eller bortfalder.

 

Tilmelding til AMU kurser
Tilmelding til AMU kurser skal ske på www.efteruddannelse.dk med mindre andet er oplyst under de udbudte kurser på portalen.

Afmelding
Afmelding skal ske så tidligt som muligt, så pladsen kan tilbydes en anden kursist. Afmelding kan ske via Efteruddannelse.dk, telefonisk eller skriftligt.

Følgende vilkår gælder udelukkende arbejdsgiveres og selvstændige erhvervsdrivendes tilmelding af deltagere til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag.

Vilkårene er fastlagt af EUC Nords bestyrelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. LBK. Nr. 939 af 22/09/2008.

Afbudsgebyr
Hvis en tilmeldt deltager udebliver fra uddannelsens første dag, betaler arbejdsgiveren eller den selvstændige erhvervsdrivende 2.500 kr. for uddannelser med en vejledende varighed på op til 37 lektioner og 3.500 kr. for uddannelser med en vejledende varighed på mere end 37 lektioner.
Hvis en tilmeldt deltager framelder sig senere end 1 uge før uddannelsens første dag, betaler arbejdsgiveren eller den selvstændige erhvervsdrivende 1.500 kr. for uddannelser med en vejledende varighed på op til 37 lektioner og 2.500 kr. for uddannelser med en vejledende varighed på mere end 37 lektioner.

En arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende fritages for betaling, hvis det dokumenteres at udeblivelse eller framelding skyldes lovligt forfald.

Hvis den udeblevne eller frameldte erstattes med en anden deltager bortfalder kravet om betaling for udeblivelse eller framelding.

Hvis uddannelsen eller enkeltfaget aflyses af skolen bortfalder kravet om betaling ligeledes, med mindre skolens aflysning skyldes udeblivelse på første undervisningsdag.

Hvis en arbejdsgiver betaler tillægspris for gennemførelse af et hold med færre deltagere end det annoncerede minimumsantal, skal arbejdsgiveren ikke betale for udeblivelse eller framelding.

Ovenstående vilkår kan i særlige tilfælde fraviges af den enkelte uddannelseschef.

Køb af tomme pladser
Der kan indgås aftale med en arbejdsgiver og selvstændigt erhvervsdrivende om betaling af en tillægspris for, at undervisningen på en arbejdsmarkedsuddannelse eller et enkeltfag gennemføres med færre deltagere end det antal deltagere, der i annonceringen af udbuddet af uddannelsen eller enkeltfaget er angivet som minimum for gennemførelse. Der kan tidligst indgås en sådan aftale 5 dage før første undervisningsdag. Tillægsprisen kan helt eller delvis dække institutionens meromkostninger ved at gennemføre undervisningen med færre deltagere.

Har du tjekket din e-Boks?
Fra d. 1. februar 2017 er EUC Nord begyndt at sende digital post. I løbet af foråret 2017 vil vi være på plads med, hvilke forsendelser, der skal sendes via digital post, så hold øje med din e-Boks, hvis du er elev, kursist eller virksomhed som samarbejder med EUC Nord.